Nordmarken

Her er du for alvor kommet ud i naturen. Området byder på skov, lynghede og strand, men også på Læsø Seaside Golfbane.
En cykel- eller spadseretur gennem skoven til den dejlige badestrand med sand og klitter ved "Hvide Bakker" kan let blive et af dagens højdepunkter.

På nordkysten ligger den dejlige strand "Storedal". Her er mulighed for at medbringe mad og grille på den store fællesgril og sidde ved de opstillede bord og bænke. Er man heldig kan man se sæler på strandene på nordkysten. Især ved Horneks er der rigtigt gode muligheder for at se sælerne ligge på de store sten ud for kysten. Næsten overalt på nordkysten, Danzigmann, Jegens og Bløden Hale er der gode muligheder for kystfiskeri. Skrubber, Pighvar og Havørred søger føde langs kysten på hele strækningen.